Kirsa Andreasen

Kirsa Andreasen (født 1975) er uddannet i både Danmark og Spanien. Hun har studeret maleri i Barcelona på Escola Massana (1995-1996) og på Escola D’Art Vic Art (1996-2002), samt filosofi i København (2007-2008). Kunstneren er kommet langt i sin kunstneriske karriere, og har da også et helt særligt kunstnerisk sprog. På en baggrund af guldalderlignende landskaber optræder menneskefigurer, som forestiller alle og ingen. Du befinder dig i et symbolsk maleri – hvor både baggrund og figur kan opleves som symboler på væren og eksistens.  

Kunstneren har selv sagt om sine skildringer af mennesket i naturen: ”Det er menneskeånden, der rejser gennem tiden i en lånt natur, der interesserer mig. At sammensmelte alle tiders natur med nutiden. Naturen i mennesket. Universet i naturen og deraf universet i mennesket.” – det vi ser i hendes malerier, er altså i symbolsk form mennesket og naturen i samspil til alle tider. ”Menneskedyret som natur i naturen. En tidløs essens, der forbinder mennesket på tværs af tid, herkomst og køn og hvisker det kollektive minde.”  Mennesket skildres rent, storøjet og enkelt, landskabet langt mere detaljeret. Og landskabet er da også mere end blot baggrund på hendes billeder, det fungerer snarere som et symbol på selve ”naturen”, livet, som fundament for menneskets eksistens, den materie figuren fødes af. I hendes landskaber suges mennesket ind i naturen og det understreges, hvordan figurerne selv er en levende del af naturen.  

I flere værker træder naturbaggrunden ligesom igennem figuren, og bliver delvist ét med mennesket – hvor holder det ene op og hvor begynder det andet? Ærlighed og ægthed er for Kirsa Andreasen nøgleord i hendes arbejde med kunsten, og det er da også netop dette der lyser ud af hendes værk: Et enkelt formsprog med et enkelt, ofte hjertegribende budskab. F.eks. maler hun gerne igen og igen det måske klichéfyldte, håbløst umoderne og farlige, som kærligheden udgør i vores liv, den momentære lykkerus, og i den ligeledes skrøbeligheden og tabet, smerten og friheden, det at sættes fri. Og hun skildrer også gerne fortabelsen, det svære samspil, ensomheden, ligesom en del værker har et kønsaspekt i form af især kvinder, der på forskellig vis forholder sig til deres køn.

Det er meget følsomme malerier Kirsa Andreasen skaber, hvor vi fanges af de allestedsnærværende øjne og påvirkes af det, de kommunikerer. Hun har en evne til at trykke dér, hvor det gør ondt, hun belyser de usete nuancer og taler i et kunstnerisk sprog der rækker udover ordforrådet. Hun længes. Ja, det er nok længslen efter det rene og uspolerede, der er en af de største drivkræfter i hendes værk. Og længslens følgesvend er melankolien og eftertænksomheden. Derfor findes det hele og meget mere til i Kirsa Andreasens værker. Du træder ind i en stor, almenmenneskelig fortælling.